smiley 2.dag. Tirsdag, sol, 23-26 C, 61%, 6 m/s (sø), 1.022 hPa

Op ved halv-otte tiden. Fik morgenmad sammen med glade og morgenfriske højskole-deltagere. Parat til at starte dagens program.

Morgensamling med skolens sang “Den hånd vi rækker”. Kasper introducerede og fortalte om skolen og dens hverdag, læs hjemmesiden.

1.foredrag var og blev en fest med Gospel, hvor Jens Kristian Dam Pedersen på keyboard og trommer samt Rune Herholdt viste os hvordan Gospel- kor skal udføres. Vi skulle have det sjovt, startede med opvarmnings øvelser. Gospel: Jerico, Oh Happy Day og Caribian. Der var lige tid til en kaffepause undervejs. Rune sang nogle gribende sange. Til sidst “You are not alone” hvor vi alle var med. Tak for allertiders gode start på ugen, “Halleluja

For mig er gospel ikke bare fede rytmer, gode melodier og glade ansigter. Gospel for mig er et sted man kan være sig selv, et sted man kan græde, grine og trække vejret frit.” Citat: Rune Herholdt.

Frokost kl 12. Der var en god time til vi skulle afsted til Pilbrodalen, så vi lånte en spand af skolen så vi kunne få vasket bilruden fri for insekter. Super service. Jeg kørte ned til stranden og ned i Hou by, hvor jeg kiggede på Samsø og Tunø færgelejet. Heldigvis kom jeg ikke i færgekøen, så kunne slippe for at komme ombord. Nåede P-pladsen 5 min i to, hvor vi skulle starte fra. De seks biler kørte i kortege til Odder, videre til Gjesing, drejede til Virring og derfra til Lergravsvej, hvor vi parkerede ud for grusvejen “Pilbrodalen”. Ca 25 km kørsel. Vi havde kaffe og kage med på trinbræt på nogle af scooterne. Under vejs ca 2,5 km fortalte Hans om Pilbrodalen. Tunneldal? I hvert fald noget med dalens smeltevand, som Hans mente forsvandt til Stilling Sø på en onsdag for flere tusinde år siden. Se notat som jeg har hentet fra geo-formidling.

Efter kaffen kørte jeg videre og det lykkedes mig at komme helt igennem dalen, der var ca 5 km lang ud til Stilling Sø, hvor jeg lige snuppede et billede. Undervejs rystede mit sidespejl løs på scooteren på grund af det meget ujævne terræn. Vi kørte i spredt fægtning tilbage til højskolen, hvor vi landede kl 16.50. Jeg fik en af hjælpelærerne til at skrue spejlet fast, så jeg er klar til aftenturen til udendørs jazz på havnen i Hou.

Aftensmad kl 18: Lamme culotte m/ hvidløg og rosmarin, bagekartoffel, urtecreme og tomatsalat samt blandet salat. Lammekødet får 6 stjerner! Halleluja!

kl. 19.30 til værftets gård, hvor Anders Bast kvartet var klar til at spille for os ½ times tid. Det blev også til ekstra nummer. God stemning for de mange af os, der mødte frem. Se link til you tube, hvor Anders spiller sax:

http://www.youtube.com/watch?v=GB7i-wGiPJc&feature=player_detailpage

Hvis du vil høre mere har Anders Bast også udgivet jazz-album i 2008: Late Urgency

Kaffe og kage blev serveret. Kvartetten spiller også onsdag aften på højskolen.

Hjem til rødvin og ost som afslutning på en suveræn god 2.højskoledag. Glæd dig – for onsdag bliver mindst lige så god!