smiley 4.dag, torsdag, regn, 91%, 14-17 C, 5 m/s (nv), 1.014 hPa

Op kl 7 og var klar til morgenmad kl 8. Uha for et vejr, det bliver vådt (men godt)? Dagens projekt er jo Samsø. Afgang kl 8.55 til færgelejet. Alle 5 biler i vognbane A (vi skulle på færgen nærmest elevtor), Det viste sig at det ikke var uden problemer med at få os op til dæk 3. Det kneb med at få plads til at få lifte ud, da biler blev pakket tæt, men det lykkedes med lidt god vilje. Jeg spurgte en servicemedarbejder hvor kaptajnens bord var. Fik et smil tilbage og hun svarede prompte “dæk 4”. Desværre ingen elevator derop.

Efter 1 times sejlads nåede vi Sælvig havn, standsede kortvarig for Hans kunne hente nogle Samsø brochurer. En blå bybus kunne ikke komme forbi og dyttede. Det skulle senere vise sig at det var ikke den første karambolage med de blå busser. Det regnede i stride strømme. Vi gjorde holdt ved kanalen, der tidligere delte Samsø i Nordø og Sydø. Efter lidt info fra Hans kørte vi videre til solfangeranlæg kombineret med træflis til opvarmning af vand og 400 huse. Videre til Nordby P-plads og på med regnslag, regnbukser og regnfrakker samt paraplyer. Vi skulle ind på Nordby lille lokalmuseum, der var kombineret posthus også. Her blev vi mødt af Erik Roos, der havde været på åen siden 1962 og vidste meget om Nordby og Samsø. Vi fik lige de vigtigste historiske oprids. At gårdejerne tidligere hver ejede 61 marklodder på forskellige boniteter. Her skulle der pløjes, sås og høstes på samme tid. I 1797 var udstykningen færdig og der kunne begyndes udflytning. Den første var Brøndkær gård, hvor vi den sandsynlige forklaring herfor med enken, ægtemanden og karlen.

Vi skulle nu en tur rundt i byen stadig i silende regn og så gadekæret, husene, majstangen, bybrøndene, som er bemærkelsesværdig med store, dybe og kedel-agtige facon, samt det gule klokketårn. Vi fik at vide da bønderne flyttede ud var det nemlig kun udlængerne, der blev nedbrudt, mens stuehusene blev stående og solgt til beboelse. Mange af disse huse eksistere endnu rundt omkring i byen. Nu om dage er mange af husene rene sommerhuse, da der ikke er helårs bopligt i området. Det var bedre at husene så på denne måde blev bevaret og vedligeholdt, samtidig med at de blev beboet en stor del af året. Meget spændende at høre om. Jeg foretog desværre ingen notater, da det ikke var muligt pga vejret. I byen mødte vi igen en blå bus, der gerne ville forbi os blandt vore scooteren og el-stole. Efter rundturen spiste vi på posthuset ! Dejlig tørvejr og fine omgivelser. Vi kørte derfra med bilerne kl 13 til Nordby Bakker, ad Issehoved og kom så langt nordpå vi kunne. Min gps opgav at markere vejen tilsidst, så det var da spændende om målet kunne nås. På P- pladsen i Bakkerne kørte vi med kørestole og scootere op ad en skrænt, hvor vi havde god udsigt over havet. Det blæste næsten en hel pelikan, men Hans forklarede om bakkerne, om Samsø energi, hvor øen på 10 år blev selvforsynet med vedvarende energi. Om Samsø energi Akademi, transport er næste energisatsning for Samsø. Focus på solceller og her forklarede Hans om sit eget privat anlæg på sit sommerhus. Det var skægt at se el-måleren løbe baglæns, men det tager i hvert fald 10 år før investeringen er tilbagebetalt. Forventer at nye anlæg bliver billigere hen ad vejen. Vi fik at vide om vindmøller på dybt vand og vindmøller på lavt vand, der hed “soppemøller”

Vi fik kaffen i bilerne og det var vist et udmærket forslag. Nu skulle vi hjemad. På vejen oppe i Nordby Bakker fik Hans øje på et par rørhøge og gjorde os opmærksom på dem. Endvidere var der masser af grågæs. Videre til Nordby, hvor vi med besvær måtte køre udenom en blå bus, der holdt midt i byen. Dernæst til Sælvig, da vi skulle hjem med færgen 15.45. Hans forstod billet input med vekslende held. Det var næsten de samme trængsler at komme ombord på færgen, blot lidt værre på Samsø. Personalet har ikke blik for at invalidebiler med lift skal have 3 meter bagved for at vi kan komme ud. Jeg fik min scooter næsten båret ind på liften, da det ellers ikke kunne lade sig gøre at få den med hjem igen. Tak for det. Hjemme kl 17,20. Tusind tak for en god tur på Samsø, hvor alle havde deres gode humør med. Vi fik rigelige oplevelser i al slags vejr. Det var en af pointerne for turen. Som der stod i brochuren om Samsø “Gadekæret og Nordby labyrintiske gader er et besøg værd i al slags vejr” også i “strålende vejr” som nogle udtrykte det.

Aftensmad kl 18: Rødspætte m /rugmel, persillesovs, kartofler, cæsarsalat, råkostsalat og hjemmebagt brød.

Under spisningen hørte jeg at andre workshops deltagere også havde haft en god dag med deres specialer.

Kl. 19.30 viste Richard Vestergaard, Århus fortalte og viste billeder fra sin rejse til Dresden i maj uge 19. Fortalte om bygninger og seværdigheder, alt er rekonstrueret før bombardementet under 2.verdenskrig. Richard fortalte om den store venlighed, han fik med god hjælp fra alle, selv om nogle steder ikke var særlig handicapvenlig.

Kl 20.30 ost og r…… Herefter så nogle filmen “Inside I’m dancing” og andre opera Mozart.

Jeg måtte dog erkende at dagens strabadser blev for meget og måtte gå til værelset for at hvile.. i morgen selvfølgelig atter en dag med nye spændende oplevelser.